Noter : Johannes Jürgen Held er født og opvokset i Oversø (Øversø / Oeversee) ved Flensborg. Han var ugift og boede gennem mange år i Danmark, hvor også hans to søstre Christine Marie Held og Maria Catharina Held var flyttet til.
Johannes flygtede til Danmark under Første Verdenskrig for at undgå prøjsisk militærtjeneste. I mange år rejste han rundt og boede en tid hos snart den ene, snart den anden del af familien, blandt andet på "Skærbækgård" ved Nørre Nebel sydøst for Varde. Her hjalp han i perioder til med forskellige småting i landbruget. Han brugte altid skråtobak. De "lommepenge" han fik for sin indsats, brugte han dels på skråtobakken og dels til at rejse videre til andre i familiekredsen. Han var ikke kendt for den store arbejdsiver. Ind imellem blev han oplevet som vanskelig at omgås og ret krævende.
En årrække boede han hos søsteren Christine, først i Sønderho og senere i Nordby på Fanø, efter at hun var blevet enke. "Dina", datter af den anden søster Maria Catharina, var af og til på ferie hos moster Christine i 1920'erne. Her havde hun megen glæde af sin morbror Johannes. Hun gik ofte til stranden med ham og oplevede ham som en rar mand. Under Anden Verdenskrig, hvor Danmark var besat af tyskerne, gik Johannes og var småbange for, at de skulle finde ham. Sine sidste år boede han i Sønderho, i "Lærerindens hus". For Johannes, der i sin ungdom måtte flygte fra sin hjemstavn, havde livet ikke formet sig, som han havde drømt om, - men Johannes var en mand, som havde sin tilflugt og ballast hos Gud. Han ligger begravet på den nye kirkegård i Sønderho. Gravstenens inskription er "Guds fred".
Som sine søskende talte Johannes gebrokkent dansk, antageligt en blanding af sønderjysk og plattysk, hvad der var almindeligt for dansksindede borgere fra den sydlige del af Sønderjylland-Slesvig. De havde kun mødt tysk i skole og kirke og fra myndighedernes side. I århundreder havde kirkens, hertugernes og den danske konges embedsmænd brugt tysk som administrationssprog i landsdelen. Efter indlemmelsen i Preussen i 1864 blev dansk forbudt i skolerne de steder, hvor det trods alt fandtes, og gennem pressioner og diskrimineringer søgte preusserne at begrænse den danskorienterede befolknings kulturelle udfoldelse.
Der var mange andre unge dansksindede slesvigere end Johannes, der flygtede til Danmark under Første Verdenskrig. Det reddede mange af dem givetvis livet ved. 6000 fra det nuværende Søndjylland, der dengang var den nordlige del af den prøjsiske provins Slesvig, vendte aldrig hjem, men omkom på Østfronten i Rusland eller i skyttegravene i Frankrig. Det var hver femte. Det drejer sig givetvis om et tilsvarende stort antal fra den sydlige halvdel af provinsen, det nuværende Sydslesvig, hvor Oversø ligger. De mange mindesmærker og mindelunde i enhver landsby både nord og syd for grænsen taler deres tavse dystre sprog.
På Johannes' gavsten er hans mellemnavn stavet Jørgen, men det sansynlige er, at han hed Jürgen som sin far. Navnet Jørgen blev ikke anvendt i Sydslesvig.
(Oplysningerne er i 2000-2001 givet af nogle efterkommere af Johannes' søster Maria Catharina Held: Datteren "Dina" (Ane Christine Marie Held Hansen) og sønnen Valdemar Held Hansen, samt Bent Held Gotfredsen og Erhardt Eg Hansen, sønner af 2 andre døtre.Endvidere er anvendt en avisomtale af begravelsen, samt almindelige historiske oplysninger.)
|